Don't stay out in the sun (åben)

[Takeshi Mitsu]

(Tråden er sat ca. 14 dage før Genin prøven og er en mulighed for et anderledes førstehåndsindtryk.)

Mitsu hoved vippede først til venstre, knæk, lyden af muskler der blev skrukket ud, så til højre, knæk. Middagssolen var næsten på sit højeste, skinnende ubarmhjertigt ned fra en klar blå himmel, der var ikke en sky at se på det lyseblå lærred højt over Suna’s gader. Den turkis blå paraply beskyttede Mitsu imod den værste sol, hans lette silke kimono var i samme farve, med hvide og lyse grønne trane motiver, om maven har han et bredt mælte med sin forhead protector og for hvert skridt han tog, kunne man høre små klik, fra hans høje sandaler. I sit stille sind forsøgte han at beslutte sig for om Kazekagen havde valgt netop dette tidspunkt fordi han ville undgå at trække for meget opmærksomhed til deres møde eller om det ganske enkelt var for at irritere ham mest muligt. Ud fra deres samtale, så var det nok det første, for ingen ville bryde sig synderligt om ham som sensei, mindst af alt Mitsu selv. Men Kazekagen havde været kontant og ubøjelig i sin mening, Mitsu kunne mærke frustration, der stadig løb gennem hans krop som en gift.

Fraværende løftede han det lavendelfarvede blikket fra de støvede stier, som havde ført ham til akademiets træningsbaner, den sandfarvede akademi bygning tårnede i baggrunden, som en stor udhukket klippeblok. ”Hvorfor er jeg kommet her, jeg brød mig ikke engang om teenager dengang jeg var en teenager.” Han sukkede dybt, mens han gik videre. ”14 dage, nogen af de her rollinger vil bestå prøven også hænger jeg på dem. Det kan vel ikke skade at tag et lille kig, jeg må hellere forberede mig på hvad de endelig, Kazekage-Sama flår mig levende, hvis ikke jeg tager den her opgave alvorligt.” Den indre debat rasede videre, mens han lod blikket glide over nogle elever, som trænede pression imod opsatte skydeskiver, men de var da for unge til at skulle til prøven, var de ikke?

Han var ikke sikker, men begyndte at lade blikket glide videre, fra sin position en 10 meter væk, søgende efter noget eller nogen som var bare en anelse tættere på hans ide om en genin, ikke at der var den store sandsynlighed, Mitsu havde for længst glemt hvordan det var at være genin.

board

[Hisakawa Tsubasa]

Tsubasa var ikke ligefrem den bedste til at skyde mod en skive. Den var tør. Den måde han havde trænet ved at skyde til måls var ved at bede en om hjælp til at hælde vand på skiven, så han kunne se den med sin Dojutsu. Det var dog ikke det han foretog sig i dette øjeblik. Han havde helt anden træning i gang for øjeblikket. Taijutsu. Han skulle kæmpe mod en anden med den basale kamptræning som alle geninelever nu en gang havde fået, og han var ikke den værste til taijutsu. Ikke alle regnede ham for at være en værdig modstander, så mange tog lidt for let på ham, når de skulle sparre, men de var ved at have lært det.

Det som Mitsu ville kunne se var to unge drenge der kæmpede mod hinanden. Den ene var en mørkhåret dreng der oftest var i angreb, og den anden dreng havde strittende blåt hår, men øjnene var dækket af et lag bandager, så man var ret sikker på at han ikke kunne se noget, men han blokerede alle slagene der kom mod ham, og han sendte også nogle tilbage mod sin modstander. Kampen så ud til at være ganske lige.

De fortsatte et stykke tid, før deres sensei bad dem om at stoppe. De havde stået og kæmpet i fem minutter uden at nogen af dem så ud til at have overtaget fuldstændig. De stoppede og bukkede for hinanden. Man kunne se at de begge var forpustede på den måde som deres skuldre bevægede sig hurtigere op og ned på, da de hev efter vejret. Tsubasa valgte at gå ud mod kanten af sine medstuderende i retning mod en mand der stod og kiggede rundt over de mange muligt kommende genins der måske ville bestå prøven om fjorten dage. Tsubasa havde trænet intensivt, især på en af sine dårligste jutsuer, Henge no Jutsu, da han ikke rigtig havde et begreb om hvordan andre så ud. Han ville bare ikke fejle. Han ville vise at han, ligesom resten af sin familie var dygtige shinobier.

[Takeshi Mitsu]

Mitsu lod sin paraply rulle frem og tilbage mellem hans lange, spinkle finger, mens han fulgte kampen slag for slag. På trods af hans første indskydelse, kunne han mærke at hans interesse blev vækket, om det var fordi det var Taijutsu, en af hans styrker eller om det faktisk var selve kampen var ikke helt til at sige, men før der kunne falde en endelig afgørelse i hans sind blev kampen afbrudt af deres instruktør. Mitsu gjorde irriteret smæld med tungen, en ting var sikkert, hans genin hold skulle arbejde på udholdenhed, det nytter jo ikke at stoppe så snart det bliver svært, man må holde ud hvis man vil overleve her og de to drenge kunne have lært en del om sig selv, hvis ikke de var blevet afbrudt. To piger bukkede nu høfligt for hinanden, mens Mitsu rullede med øjne og skar en opgivende grimasse, de misbilligende lavendelfarvede øjne fulgte kun de to piger i kort tid, deres præstation gjorde intet for at bedre hans opfattelse af dem. De fandt derimod hurtigt en af de to drenge fra før og en kort vurdering fortalte ham at det burde være muligt at veksle et par ord med drengen, uden at trække opmærksomhed fra de andre. Han lod Tsubasa komme til ham den største del af vejen, inden han lukkede afstanden imellem dem. ”Tilfreds med dagens træning?” Spurgte han meget diplomatisk, det gik ikke at bagtale en anden shinobi og slet ikke en lærer foran en genin, ikke sådan som tingene lå lige nu.

board

[Hisakawa Tsubasa]

Han havde ikke nogen grund til at vende sig i nogen retning for at 'betragte' andre, men han vidste at ikke alle brød sig om at man talte til en hvis man vendte ryggen til dem. Da manden han havde fornemmet i baggrunden talte til ham, vendte han sig dog om mod ham. Han så dog til at stirre ligeud, og han løftede ikke hovedet mod denne fremmede. "Ja, men jeg kan altid blive bedre," sagde han til manden, som åbenbart interesserede sig i træningen af de nye shinobier. Tsubasa vidste at han ikke var stjernestøvet i Sunagakure. Han voksede langsomt, det vidste han, men når han en gang ville være fuldt ud vokset, så ville han være lige så stærk som sin bedstefar, der havde været en fantastisk shinobi, selvom ikke alle talte lige højt om ham.

"Vi skal i gang med noget ninjutsu træning bagefter." sagde han til manden, stadig uden at løfte blikket en centimeter. Det var som om han stirrede manden lige i midt i torsoen. Som om det så meget interessant ud. Han lignede dog stort set alle andre indvendigt. Blodbanerne virkede korrekt, så der var ingen grund til at kigge på ham. Han løftede sine hænder op til brystet og lavede et enkelt segl, og afsluttede sin dojutsu. Lige nu var der ingen grund til at den var aktiv. Det var hårdt at have den aktiveret hele tiden.

[Takeshi Mitsu]

Under den pæne overflade var Mitsu som alle andre, kød, knogler, væv og blod, et menneske med den unikke evne til at udnytte sit chakra i voldsomme jutsuer som overgår de flestes fantasi. For Tsubasa’s unikke syn var der intet særligt at se, manden var højere end ham, spinkel, men med en kraftfuld chakra der antyde at han var chunin niveau eller over. Mitsu trommede tankefuld med den ene finger imod kinden, bare for at se hvor meget drengen endelig opfattede af omgivelserne, for hver dojutsu var med sine styrker og svagheder. ”Er i testet for jeres elementer?” Ninjutsu var et ret bredt emne og et uhyre vigtigt værktøj for enhver ninja, så længe det ikke blev en krykke for alle ens andre færdigheder.

board

[Hisakawa Tsubasa]

Tsubasa havde ikke forventet noget særligt ved manden. Ellers havde der nok været noget alvorligt i vejen med ham. Pulsen var rolig, så manden havde ikke været i gang lige foreløbig. Chakra tilhørte dog ikke hans syn, da det ikke var en væske, så manden foran ham, kunne lige så godt være en helt almindelig mand, som han kunne være Kazekage. Han troede dog ikke at det her var Kazekage, da han lød til at være alt for ung til at kunne være sådan en mægtig shinobi.

Da han blev spurgt om de var blevet testet for deres element rystede han på hovedet. "Men jeg er ret sikker på at mit element er vand. Hele min families element er vand." sagde han. Han vidste ikke noget, men Hisakawa familien havde i mange generationer altid fået shinobier der bruger vand. Derfor havde de også været ganske brugbare i ørknen, når man fandt underjordiske kilder.

[Sayuri]

Sayuri bukkede kort, som hendes instruktør havde krævet og formede derefter hænderne i det formelle konfrontations tegn. Da hendes modstander returnerede gestussen nikkede hun tilfreds og faldt ind i en fremad rettet tiger stilling. Hendes hænder var holdt op foran hendes profil, i tigerens karakteristiske klo. Dvs. fingrene foldet tilbage i stedet for at være foldet i en lukket næve.

De otte traditionelle markeringer senere bukkede Sayuri atter og rakte genforenelses tegn til sin modstander med et bredt smil. Det havde været en ret kort kamp, det var ingen hemmelighed at Sayuri var blandt de bedste i klassen når det kom til 1mod1 kamp. Sayuri var heller ikke typen der holdte sig tilbage for at de andre skulle have en chance det ville havde været en hånd imod duellen. Desuden var hun sikker på at Aiki, nok skulle få et eller andet ud af kampen, selv om de otte markeringer havde været hurtige.
Sayuri trådte til siden så det næste par kunne komme til. ”Ahh! Så har vi vidst, hvad 10 min pause nu?” spurgte hun Aiki og satte en tot hår på plads. Det var som regel Aiki der havde styr på ting, al ting. Sayuri strakte sig næsten dovent, og gik hen til sine ting og fandt sin vandflaske frem, det var vigtigt at holde sig hydreret. Herefter rakte hun sin flaske til Aiki. ”Tror du at Hisakawa skal have en tår?” spurgte hun så og gjorde et kast med hovedet i retningen af den blinde dreng der stod og snakkede med en ældre shinobi. Hvad mon de egentlig snakkede om? Sayuri kneb øjnene lidt sammen. Pludseligt vendte hun sig atter imod Aiki ”Uso!” udbrød Sayuri og greb Aiki om håndleddet ”Han står og snakker med Takeshi!, du ved med de der øjne!” Sayuri stod og nikkede ihærdigt, imens hun halvt hviskede forklaring til Aiki. ”Kom!” sagde hun hurtigt og trak så Aiki nærmere de to personer som de omtalte, hun var bare nødt til at høre hvad det drejede sig om.

// Uso = det er løgn!

[Kazuma Aiki]

Aiki fulgte Sayuris eksempel, og dannede det formelle konfrontations tegn. Det havde engang virket som en fuldstændig ligegyldig gestus at kæmpe mod hende, men Aiki havde tros alt gjort fremskridt. Over den seneste uge havde hun forbedret sig med et helt sekund! Hun tabte stadig, om det var der ingen tvivl, men hun var så småt ved at lure Sayuri.
Kampen var igen hurtigt ovre, med en minimal forbedring fra Aikis side. Taijutsu blev nok aldrig hendes kop tea, men reglerne sagde de skulle træne det, så træne det måtte de. Aiki rakte uden tøven Sayuri genforenelses tegnet, trådte til side for det næste par og trak sin notesbog frem. Hun skriblede hurtigt et par sirlige noter mens Sayuri snakkede. "Nærmere 12½min. Usagi og Momoko trækker altid tiden ud" svarede Aiki og tog imod vandet, uden at løfte hoved fra sine noter. "Han plejer at være forberedt nok til at have sit eget med.." hun løftede blikket en anelse "Men det skader jo ikke at spørger!" tilføjede hun med et lille sigende smil og pakkede sine noter væk igen. Aiki fulgte Sayuris blik "Sou desuka*? Takeshi er Jounin" hun holdt en kort pause inden hun vendte sig mod Sayuri med et sæt "Måske skal Takeshi være sensei for de nye hold, og vil tjekke Hisakawa ud inden han ønsker ham på sit hold!" Aiki lod Sayuri trække sig med uden modstand, men holdt sig stadig bag hende, lidt i tvivl om hvad hendes 'plan' var.

*Virkelig?